Et nordfynsk erhvervsliv i det højeste gear!

Din stemme på C arbejder for

– at udnytte kommunens centrale placering i landet – nær Odense og Trekantområdet. Samarbejdet med de fynske kommuner, i særdeleshed Odense, skal styrkes til gavn for erhvervslivet.

– en solid opbakning til samarbejdet med NEET med ønsket om en fortløbende opfølgning med henblik på løbende drøftelser og eventuel justering af mål.

– at tiltrække arbejdspladser for højtuddannede borgere.

– at tiltrække nye virksomheder, så vores etableringsrate i højere grad matcher de øvrige kommuner.

– at placeringen nær H.C. Andersen Airport bruges aktivt til at tiltrække virksomheder.

– at en ny politisk organisering giver fokus på erhverv, kultur og bosætning.

– at vi som kommune fortløbende arbejder på at både nye og etablerede virksomheder har optimale vilkår.

– at der tages reelle initiativer og arbejdes strategisk med netværk og lobbyisme for at styrke det lokale erhvervsliv.

– at virksomheder støttes i den grønne omstilling – også landbruget ift. den grønne trepart.

– at der tilbydes billige og attraktive erhvervsgrunde.

– at byggesagsbehandlingen er effektiv, gebyrfri og serviceorienteret.

– at vores bymidter er levende og bæredygtige – også uden for højsæsonen.

– at transport og digital infrastruktur fungerer optimalt.

– at turismeomsætningen fastholdes og styrkes, bl.a. via kulturturisme.

Det nordfynske erhvervsliv, de mange virksomheder og butikker udgør et væsentligt fundament til at sikre arbejdspladser og indtjening til den velfærd, som alle nordfynske borgere hver dag og i fremtiden skal nyde godt af – det sker ikke af sig selv!

I Det Konservative Folkeparti er et velfungerende erhvervsliv, med et stærkt netværk, hjerteblod, og vi vil gå langt for at sikre de mest optimale rammer for vores virksomheder og erhvervsdrivende.

Nordfyns Kommune har i flere år ligget solidt i Dansk Industris Erhvervsklimaundersøgelse (blandt de 10 bedste i hele Danmark). Omvendt placerer Dansk Erhvervs undersøgelse fra 2024 Nordfyns kommune i den nederste tredjedel – det skal vi have lavet om på!

I Det Konservative Folkeparti er vi fokuseret på at lytte til de udfordringer, som erhvervslivet selv peger på, at vi som kommune skal blive bedre til i forhold til at skabe de mest attraktive vilkår for at drive virksomhed – både så vi kan tiltrække nye virksomheder, men også at de eksisterende bliver ved med at være hos os.

NEET (Nordfyns Erhverv og Turisme) er en vigtig foreningsbaseret aktør, der hvert år støttes med et kommunalt tilskud på lidt mere end 8 mio. kr. Det tilskud udfordres løbende af andre partier, men i Det Konservative Folkeparti er vi optaget af at styrke og ikke afvikle NEET sammen med vores ”Task Force Erhverv”.

Samarbejdet med de øvrige nordfynske kommuner er også særdeles vigtigt, ikke mindst i forhold til Odense Kommune, hvor langt størstedelen af tilflyttere til vores kommune kommer fra. ”ErhvervsHus Fyn” og NEET er indgange til det samarbejde, der skal prioriteres yderligere.

Vores bymidter i Otterup, Bogense, Søndersø og Morud skal vi fortsat prioritere og fortætte, så vi sikrer, at der kommer flest muligt besøgende til, også uden for højsæsonen. Vi skal sammen med de erhvervsdrivende og butikkerne sørger for oplevelser, aktiviteter og særlige tilbud i et langt højere gear, end det er tilfældet nu.

Med den politiske ambition om at få etabeleret en ny organisation af den kommunale forvaltning i Nordfyns Kommune, er vi i Det Konservative Folkeparti meget optaget af, at erhvervslivet får en helt central plads. Det skal i en højere grad, modsat arbejdet i ”Erhverv- Kultur- og Fritidsudvalget” i dag have en særstatus, og vi skal fokusere endnu mere på sammenhængen mellem vores erhvervsdrivende, uddannet og efterspurgt arbejdskraft, bosætning og turisme. Når en virksomhed henvender sig med en opgave, der kræver myndighedsbehandling, så skal vi være effektive og serviceminded. Plan- og byggesagsområdet er væsentligt og har de senere år, i lighed med andre kommuner, været under et stort pres og med store rekrutteringsudfordringer. Byggesagsbehandlingen skal fx ikke overstige 50 dage, hvis det står til os i Det Konservative Folkeparti, og det kræver fortsat politisk fokus.    

 

Landbrug i kæmpe omstilling

Næsten 70% af Nordfyns Kommunes geografiske areal er opdyrket areal og vidner om, at landbruget spiller en stor rolle i vores kommune. Med ”Den grønne trepart” følger der endnu større krav til landbrugets grønne omstilling. I Nordfyns Kommune har vi heldigvis mange landbrugsvirksomheder, der i mange år har fokuseret på den grønne omstilling, og som går forrest. Som kommune skal vi støtte denne omstilling, og vi skal i vores administration sørge for den service og sagsbehandling, så omstillingen rent faktisk kan ske.

Vidste du?

– at Nordfyns Kommune placerer sig blandt de 7 bedste i Dansk Industris Erhvervsklimaundersøgelse?

(Kilde: Dansk Industri, Erhvervsklimaundersøgelse, 2024)

 

– at Nordfyns Kommune omvendt placerer sig i den dårligste tredjedel i ”Dansk Erhvervs” undersøgelse fra 2024, der omhandler de danske kommuners og regioners forudsætninger for vækst?

(Kilde: Dansk Erhverv, ’Forudsætninger for regional vækst’, 2024)

 

– at Nordfyns Kommune desværre har den tredje laveste etableringsrate af nye virksomheder i Region Syddanmark?

(Kilde: Danmarks Statistik, Kontur 2023, region Syddanmark)

 

– at der er mere end 8000 indbyggere fra Nordfyns Kommune, der pendler til Odense Kommune, mens mere end 3000 pendler den modsatte vej?

(Kilde: Danmarks Statistik, Kontur 2023, region Syddanmark)

 

– at Nordfyn har det laveste antal arbejdspladser pr. borgere i den erhvervsdygtige alder – i hele Syddanmark?!

(Kilde: Danmarks Statistik, Kontur 2023, region Syddanmark)

 

– at omsætningen inden for turisme på Nordfyn i 2024 øgedes til 869 millioner kr.

(Kilde: VisitDenmark, 2024)

 

– at den procentvise andel af borgere der skal forsørges, er højere på Nordfyn end landsgennemsnittet, og at fremskrivningen fra Danmarks Statistiks fremskrivning (2023-2043) viser, at den øges.

Samtidig fremgår det, at forsørgerbrøken (antal borgere, der skal forsørges pr. erhvervsaktive person) er større end landsgennemsnittet – og øges.

(Kilde: Danmarks Statistik, Kontur 2023, region Syddanmark)

 

– at Nordfyns gennemsnitlige indkomst pr. indbygger ligger i den nederste tredjedel i Region Syddanmark. Samme placering har antal beskæftigede med lang – eller mellemlang uddannelse, især i den private sektor.

(Kilde: Danmarks Statistik, Kontur 2023, region Syddanmark)