I Det Konservative Folkeparti er vi meget opmærksomme på at skabe endnu mere trafiksikkerhed i Nordfyns Kommune.
Trafiksikkerhed er et af de områder, som betyder rigtig meget for mange borgere, lokalråd og ikke mindst vores skoler – om det så drejer sig om vores landdistrikt eller i vores byer, så er borgerinddragelsen særligt vigtig her, og det vil vi i Det Konservative Folkeparti prioritere alt det, vi kan sammen med Nordfyns Kommunes vejafdeling.
Vi har mange fortove i vores kommune, og vi har også flere borgere, der heldigvis lever længere og længere. Nordfyns Kommune har et godt samarbejde med Handicaprådet, der løbende inddrages med anbefaling ift. fx tilgængelighed – vores fortove skal være bedst mulige, så alle, yngste som vores ældste, kan gå ture på sikre flader. Vi kan ikke det hele på én gang, men vi skal gøre det bedre. Det stadigt mere udfordrende vejr slider på vores stier, veje og fortove, og det er derfor et område, som skal opprioriteres og ikke rammes af besparelser.
Flere cykelstier
I de seneste mange år har der været forskellige ønsker fra både borgergrupper, lokalråd, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv til at anlægge flere cykelstier. Det har vi i C været meget opmærksomme på at få gjort til virkelighed de steder, hvor det giver mest mening. De dobbeltrettede cykelstier er økonomisk tunge at gennemføre, og det har derfor været nødvendigt med tilskud fra fx Vejdirektoratets puljer (40-50% tilskud). Flere af partierne i den siddende kommunalbestyrelse er på begge sider af fløjene skeptiske over for at anlægge flere cykelstier – det er vi i C ikke!
Senest har vi fokuseret meget på at få gennemført en cykelsti mellem Søndersø og Næsbyhoved Broby i stærkt samarbejde med Odense Kommune. Det hårde arbejde har været givet godt ud, da kommunerne nu er enige og har sikret deres finansiering – den cykelsti skal etableres inden for få år!
Ingen ”sorte pletter”
Nordfyns Kommune er med sine 452 km2 en større geografisk kommune med et stort landdistrikt. Det er forudsætninger, der gør, at vi har adskillige lange og åbne landeveje, hvor der desværre ofte bliver kørt for stærkt. Inden for de sidste år og med stort fokus fra C, så er der gennemført op til flere større trafiksikkerhedsprojekter, der bl.a. har været prioriteret til kommunens såkaldte ”sorte pletter”, der er områder, hvor vi haft flere alvorlige trafikuheld – prioriteringen af Daugstrup-krydset er ét eksempel på dette, der på initiativ fra C endelig blev udvidet og sikret med signalanlæg i 2024/25.